Jaguarmagasinet - Maj 2020 1
Svenskerne bestod af mig Patrik Sandquist, Michae
l Ceder, Andreas Wallin, Martin Söderberg, Daniel Lysebring og Marcus Persson. Vores PH’ere og trackers var Johan, Albert, Moses og Samuel. gende i en klassisk M/90 ørkenuniform kunne ikke komme på tale, og jeg ville højst sandsynligt heller ikke være kommet gennem paskontrollen med de forudsætninger. Efter at have ringet rundt til en række bekendte med større erfaring inden for jagt i Sydafrika og have stillet Daniel tusind dumme spørgsmål, begyndte jeg at se en rød tråd i valget af udstyr. Med lidt klassisk efterretningsarbejde kom jeg frem til, at støvler skulle bæres mere eller mindre døgnet rundt, og at der nogle dage kunne blive op til 40 grader varmt. Ordentlige jagtstøvler, shorts og kortærmet skjorte var en selvfølge. Førstehjælpstasken blev fyldt med en rimelig mængde hovedpinepiller samt piller mod dårlig mave, hvis man skulle gå hen og være uheldig – man havde jo hørt lidt om, hvordan madlavningen kunne være i Sydafrika. Vi udfyldte forberedende papirer om import og eksport af våben, og politiet i Skåne var meget venlige og imødekommende, når vi kom med alle vores dumme spørgsmål. Jeg følte mig velforberedt, og da der var næsten tre uger tilbage, begyndte jeg at tælle dagene. Håndkikkert med afstandsmåler Min Sauer var indskudt på 200 meter, og jeg havde pakket to forskellige kikkertsigter, hvis et af dem skulle holde op med at fungere. Jeg havde længe brugt en håndkikkert fra Swarovski Optik, som jeg var meget tilfreds med. Det eneste, jeg savnede ved den håndkikkert, var afstandsmåling. Og da man jo er lidt vild med gadgets, så begyndte en intensiv jagt efter en passende løsning. Jeg lånte tre forskellige håndkikkerter med afstandsmåling med hjem for at teste, men ingen af dem var særligt imponerende. Den ene synes jeg var langsom i sine målinger, den anden var jeg hele tiden nødt til at ændre fokus på, selv ved mindre afstandsforandringer, og den tredje blev valgt fra, da jeg er lidt halvkrævende med hensyn til optikken. Nu var tiden ved at løbe fra mig, og en af mine kolleger tippede mig om en Leica. ”Leica, det er jo kameraer til rumskibe ... men okay da”, tænkte jeg. Prisen var forholdsvis høj, men med garantien så føltes det som en god deal. Som et lille barn juleaften pakkede jeg håndkikkerten ud, da den kom med posten dagen efter, og ti sekunder senere var jeg ude i det grønne og testede den på enhver tænkelig måde. Afstandsmåleren var hurtig, endda utroligt hurtig, og det at man kunne få temperatur, vinkling og luftfugtighed i samme måling gjorde det jo ikke værre. Optikken var guddommelig. Selv da det var mere eller mindre bælgmørkt, kunne man opfatte detaljer på gårdens råbukke. Jo mere jeg testede den, desto mere overbevist blev jeg om, at jeg havde truffet det rigtige valg. Og at man desuden kunne indtaste våbnets ballistik med automatisk indikation af træffepunktet var jo bare helt fantastisk. Transport af udstyr Aftenen inden afrejse var tiden inde til at skille våbnet ad og sikre, at det ville komme frem i hel stand. Derfor havde jeg anskaffet en SKB våbenkuffert model 3i 3614 6B med indvendigt skum, som jeg selv skulle skære ud, så det passede til min Sauer 404. Op på bordet med kufferten, frem med våben, magasiner, sigtemidler og et barberblad, og så gik jeg løs på skummet i måske en time. Ét rum til piben, ét til systemet, ét til hvert sigtemiddel og ét til hvert magasin. Våbenremmen og skydestøtten fra Viper Flex blev lagt nederst i kufferten. Det blev perfekt! Alles klar! Jo mere jeg testede den, desto mere overbevist blev jeg om, at jeg havde truffet det rigtige valg. Murphys lov Til sidst blev det lørdag, og tiden var endelig inde til afrejse. Alt var forberedt og færdigpakket, der blev hurtigt sagt farvel til hustru og børn, og JAGUARMAGASINET.DK | NR.16 ÅR 2020 49