Jaguarmagasinet - Maj 2020 1
Sydafrika JAGTREJSEN gå hjemad. Tilbage i campen
fortæller Andreas, at han havde skudt en blisbuk, og Martin havde skudt to impalaer med sin slidte Sauer 202. Det var en ubeskrivelig følelse at komme tilbage til campen og bare sætte sig omkring lejrbålet med noget godt at drikke. Jagthistorierne afløste hinanden, og dette var bare ren hygge, eller som svenskerne siger ”livet på en pinne”. Varmen, omgivelserne og lyden er svær at beskrive, men dette føltes virkelig som det perfekte liv. Listejagt efter vortesvin Torsdag morgen blæste det endnu mere end før, men efter nogle overvejelser blev vi enige om, at vi lige så godt kunne være heldige at få nogle gode muligheder for at få ram på Afrikas grå spøgelse ... Da vi kom derhen, gik der ikke lang tid, inden vi stødte på nogle impalaer. En venlig herre bød op til dans, men jeg var tilfreds med de to, jeg allerede havde fået med hjem. En større flok velvet monkeys hærgede 112 meter længere fremme. Vi satte os i skyggen og drak lidt vand, mens vi ventede på, at de skulle flytte sig. Aberne var utroligt årvågne og interessante at se på. De spiste, ordnede hinanden og gjorde naturligvis helt ugeneret deres morgentoilette. En giraf kom langsomt gående forbi, og aberne så latterligt små ud sammenlignet med dem. Vi listede videre og kom til en flok vortesvin mindre end tyve meter væk, men ingen af dem var særligt store trofæer, så vi gik stille videre. Via sms fik vi at vide, at sporerne havde fundet Mikaels oryx, der var gået næsten to kilometer fra det sted, hvor den var blevet skudt. Med ny kraft og glæde listede vi videre, og pludselig ser vi en flok vortesvin 126 meter væk. Alle sammen har samme størrelse, og Johan (PH) peger på nummer tre. Jeg skydestokken. Våbnet ligger som klistret, og det føles næsten som at skyde fra en bænk. Selv da rekylen rammer skulderen, er våbnet et sekund senere tilbage i målet. Målet, der i dette tilfælde er et vortesvin, ligger stille, som om det er blevet ramt af et lyn fra en klar himmel. Kød til en hel landsby Fredagen skulle vise sig at blive en særlig dag. På området var der en hangiraf på næsen ti år, der var blevet skadet under en revirstrid med en yngre hangiraf et par dage tidligere, og han var begyndt at blive lidt dårlig. Man havde besluttet at give en af jægerne til opgave at afslutte giraffens liv, inden han blev for dårlig. Trackeren vidste, hvilket område giraffen opholdt sig i, så tidligt denne fredag morgen begyndte sporingen. På grund af dyrets størrelse havde man ringet efter i alt femten mand, der skulle hjælpe med at tage sig af kødet og skindet så hurtigt som muligt, inden solen og fluerne gjorde alt for stor skade. Efter cirka tre timers sporing fandt man hangiraffen, der stod og spiste af et træ. Skuddet ramte der, hvor det skulle, og på blot et par sekunder faldt næsten to ton ned på jorden. For dyrets vedkommende var det som at slukke for en lampe, ingen ryk eller andre former for tvivl. Biler blev kørt ind på trods af det utilgængelige terræn, og man tog vare på alt. Der blev distribueret cirka et ton kød til indbyggerne i området og den nærliggende landsby. Efter to timer var der kun en mørkerød plet som bevis på, hvad der var sket. Sandstøv over alt lægger min Sauer op på Viper FlexDet var den sidste aften, og forventningerne var spændte som en spændt flitsbue. Jeg havde stadig til gode at skyde min store oryx. Hvor skulle jeg finde den og hvordan? Vindene gav stadig problemer, når vi var på listejagt, og Johan mente, at jagten ville have været meget nemmere, hvis vi var kommet derned en måned tidligere. Det aktuelle vintervejr var uforudsigeligt, og det var svært at komme tæt på vildtet på grund af vindene. På vej ud til det sted, hvor vi skulle jage, så vi både giraffer og vandbukke et stykke væk. Varmen blev mere intensiv, og uden rigeligt med vand ville det ramme os nordiske jægere hårdt. Vores trackers drak yderst lidt, og vores PH’ere lod til at have en stor svaghed for SevenUp. Personligt synes jeg ikke, at drikkevarer med brus slukker tørsten særlig godt, men for dem var det vinter, mens det var ekstremsommer for os. Jeg kastede et hurtigt blik på mit Garmin-ur, der viste en temperatur på treogfyrre grader. Jøsses, både våbnet, kikkerten og kameraet var så varme, at man knapt kunne holde i dem! Det røde og slibende sandstøv, der fløj omkring, trængte ind over alt. Bundstykket, magasinerne, kikkerten og tøjet blev fyldt med sand. Det satte sig fast og føltes som sandpapir. Hvis man tørrede sandet væk, ville der blive ridser på udstyret, så man var nødt til at puste eller skylle sandet af, så godt det nu kunne lade sig gøre. Jeg indså, at jeg burde have haft et tyndt våbenfoderal med som beskyttelse, når vi skulle køre rundt på støvede veje. Oryxen i sigte Aftenen var ved at blive til nat, og vi havde fået at vide, at det var lykkedes for Mikael at skyde en fin kudu (Afrikas grå spøgelse), hvilket han havde håbet på hele ugen. Andreas havde også været heldig, og det var lykkedes for ham at få ram på en af de zebraer, der strejfede omkring. Mørket PRIS FRA Sauer 404 Elegance G8 Jeg satte virkelig pris på at kunne skille våbnet ad i bestanddele i forbindelse med for eksempel en flytransport for derefter at samle våbnet igen, og at kuglen sidder 100 % der, hvor den sad, da jeg lagde våbnet ned i kufferten. Træskæftet egnede sig fint til jagt i Afrika, og til trods for skrumplende bilture og tornede buske, så klarede våbnet sig med bravur. Den manuelle opspænding er en sikkerhedsfaktor, der er fantastisk. Når våbnet ikke er sikret (ikke opspændt), kan der ikke ske noget, selvom der ligger en patron i løbet. Til forskel fra sine konkurrenter er Sauer 404 utroligt nem at spænde op, og den er det optimale valg for hundeførere, om end i en anden udgave end lige netop denne Sauer. 64.999,JAGUARMAGASINET.DK | NR.16 ÅR 2020 55