Jaguar Magasinet, April 2018 1
tegorier. Dette er naturligvis baggrunden for ame
rikanernes store forkærlighed for buejagt, hvilket så er en af de helt store drivkræfter bag deres forkærlighed for camouflagetøj på jagten. Vil man jage andre og mindre talrige storvildtarter end whitetail, er det også muligt at købe licenser til disse. Er efterspørgslen større end udbuddet, fordeles retten til at købe licenserne ved lodtrækning. Igen er det altid de lokale, der står forrest i køen og tildeles de billigste licenser, mens udefrakommende har mindre chancer for at vinde lodtrækningerne og må betale mere, hvis de er heldige. Vil man jage småvildt og fugle, er systemet i bund og grund det samme. Kvoterne for den enkelte jægere afgøres ud fra vildtartens status. Ofte styres afskydning af f.eks. fuglevildt med ”bag limits,” som er en øvre grænse for, hvor meget vildt af en given art en jæger må nedlægge på en dag. Der er desuden ganske skrappe regler for håndteringen af vildtkød. Det skal i princippet altid bjærges og indgå i den enkelte jægers egen husholdning. Det må ikke sælges, men kan gives væk. Dette for at forhindre kommerciel jagt. Enkelte arter betragtes lokalt som skadedyr og kan inden for sæsonen jages mere eller mindre frit. Det gælder bl.a. præriehunde, som skydes med småkalibrede rifler på meget lange afstande, vaskebjørne og alle former for invasive arter – herunder forvildede tamsvin i det sydlige USA samt katte, kvælerslanger osv. MANGE ARTER Da det amerikanske licenstildelingssystem først og fremmest er baseret på videnskabelig vurdering af bæredygtighed i jagten, kan der tildeles licens på mange forskellige arter, hvis blot der er jagtlig efterspørgsel på dem. Man kan f.eks. jage traner, sangsvaner, alligatorer, ulve, bjørne osv., hvis man har lyst og er villig til at betale for licensen. Systemet har været en kæmpe succes for den amerikanske naturbevarelse, og alle bestande af jagtbare arter er gået markant frem i løbet af det seneste århundrede, hvor man har benyttet denne forvaltningsmodel. Mange biologer anslår faktisk, at der er mere vildt i Nordamerika nu, end der var for 200 år siden! En væsentlig del af amerikansk naturforvaltning er finansieret af jagt. De mange arter til trods er der ikke mange nordamerikanske jægere, som har de samme frie muligheder for storvildtjagt, som vi nyder godt af i Europa. Hvad de ikke har i frihed på jagten, har de til gengæld i frihed i relation til jagtudstyret. De fleste steder kræver det ingen tilladelse at erhverve de fleste former for skydevåben, og de amerikanske jægere ejer derfor betydeligt flere våben, og er derfor langt mere aktive sportsskytter end de europæiske. De skyder jagt- og sportsskydning med hagl og riffel, langdistanceskydning, pistolskydning, bueskydning, sortkrudtskydning og de jager hjertens gerne med alle disse våbentyper. Alt er i princippet acceptabelt og der er ingen berøringsangst i forhold til at fremstå med et militært look. ”Taktiske” S 5ide