Dialäsen 1
Mennesket må bøje sig for livets vilkår – såvel g
ennem historien som i nutiden Mennesket er en del af den historiske sammenhæng. Udgangen på alvorlig sygdom lå i de tidligere århundreder først og fremmest i Guds hænder. Med udgangspunkt i det sociokulturelle miljø i de forskellige tidsaldre, har jeg sammenlignet, hvorledes valget mellem konservativ behandling og dialyse ville falde ud for mennesket dengang som nu. Som sygeplejerske ved Rigshospitalets akutte hæmodialyseafdeling består mit arbejde også i at gå ud på andre afdelinger som for exempel intensiv for at dialysere. Hvis dialyseadgangen fungerer og patienten er stabil, er der tid til at tænke over livet og døden og om det er rigtigt at forlænge det i en uendelighed. Men hvorfor er det så svært at vælge dialysebehandling fra? Folk siger ofte nej til anden livsforlængende behandling som kemoterapi, antibiotikakure eller respiratorbehandling, men jeg hører sjældent patienter sige nej tak til dialyse. Personligt tror jeg, at det er på grund af vandets guddommelige betydning i vor kultur, at fravalget af dialyse er svært. I skabelsesberetningen i Biblens 1. Mosebog, 1. beskrives hvorledes Gud skaber jorden, planterne, dyrene og menneskene. Vandets livgivende kraft kender vi i symbolsk form, Fons Vitae, livets kilde. Livets kilde betragtes som den jordiske repræsentant for livets kilde i himlen. Den kendes fra middelalderens klosterhaver, hvor den symboliseres ved en vandkunst, placeret midt i klosterhaverne, omgivet af fire små kanaler eller stier, som floderne i edens have. Ordet Fons Vitae går igen i ordet døbefond. I den endnu ældre mytologi er vandet grænsen mellem livet og døden, floden Styx skilte de levendes verden fra de dødes. I nutidens samfund udnytter vi vandets livgivende effekt til drikkevand og vanding af jordens planter. Udover den livgivende effekt, har vandet en anden effekt, nemlig den rensende effekt. Det være sig symbolsk som vievand, ved den sidste nadver eller ved rituel afvaskning af de døde. I hverdagen bruger vi fremst vandets rensende effekt til den daglige vask og rengøring. Men i dialysebehandling har 26 vandet både den rensende og den livgivende funktion. Så selvfølgelig er det svært at sige nej til dialyse, man siger jo nej til vandets rensende og livgivende funktion, man siger nej til tusinde års viden om vandets kraft. Dialyse i den form vi kender har ikke engang eksisteret i 100 år. Men i vores sprog bruger vi alle udtryk som: han er en renæssancemand, hun er middelalderlig i sin tankegang, han er så moderne og hun er så romantisk, med andre ord vi bruger historiske ord til at beskrive forskellige mennesketyper med. Jeg vil derfor tage på en rejse tilbage i tiden, for at se, hvilken form for dialysebehandling, de forskellige typer af mennesker vil vælge. På rejsen medbringer jeg en patient, en dialysemaskine og en MMU (Maximal Medicinsk Uræmibehandling) pakke, vores patient har nu mulighed for at vælge mellem hæmodialyse eller MMU eller en kombination af de to behandlinger. Lad os begynde rejsen i middelalderen. Verdensbilledet er religiøst, mennesket ses ikke som et unikt individ, men betragtes blot som blandt mange. Gennemsnitslevetiden er 30 år. Døden kommer ofte uventet, til tider voldsomt og i ung alder. Gud afgør, hvornår man skal herfra. Man dør i hjemmet omgivet af sin familie, naboer og venner. Døden er en del af hverdagen. I middelalderen er mennesket godt eller ondt, de gode kommer i himlen og de onde kommer i helvede. Vores patient er et godt menneske, han har let ved at vælge mellem dialyse og MMU. Han lader os vælge for sig, dem der besidder dette guddommelige maskineri, ved nok hvad der er bedst for ham. Under alle omstændigheder er det Gud der afgør hvornår han kommer i himlen. Men nu afsløres det, at vores patient alligevel ikke er et godt menneske. Han har flere ugerninger på samvittigheden og med et ændres hans ønske om behandling. Nu skal vi gøre alt, hvad der er menneskeligt og teknologisk muligt for at holde ham i live længst muligt. Patienten kæmper mod sin skæbne, hvem ville ikke gøre det, hvis helvede ventede forude. Nu ønsker vores patient dialyse til det sidste åndedrag. Men lad os rejse videre til renæssancen, vores patient er bange for døden og jeg er bange for at blive dømt for heksekunst. Renæssancen er den periode, hvor antikkens dyder, både DIALÄSEN 5.2015