Dialäsen 1
de videnskabelige og kunstneriske genoptages. Kir
kens magt er aftagende og man begynder at opfatte det enkelte menneske som et individ. Gennemsnitsalderen er ikke steget meget, døden lever stadig sit eget liv. Renæssancens videnskabsmænd begynder at obducere lig, det er måske sygdom der afgør, hvornår mennesket skal dø og ikke bare Gud. Ideen om at mennesket ikke alene helbredes gennem bønnens kraft er opstået. Vores patient ved godt, at det er sygdom og ikke skæbnen der har ramt ham. Da vi tilbyder ham dialyse, fi nder han som renæssancemand dialysen interessant, især hvis den kan forlænge hans liv. Men han bliver alligevel betænkelig, hvad vil kirken sige til dette djævelske apparatur, ryger hans sjæl i helvede, tør han prøve det tekniske apparatur? Vores patient vil alligevel hellere have MMU, i hvert fald de dage præsten kommer forbi, kirkens mening er stadig vigtig. Århundreder senere, i oplysningstiden, er videnskaben stadig i fokus og som modbevægelsen opstår romantikken. Nu kommer Gud atter i højsædet, ikke som en streng og dømmende fader, men som iboende i naturen og mennesket. Naturens sublime skaberkraft og destruktionskraft optager det romantiske menneske. I sin bog Den unge Werthers Lidelser fra 1832 beskriver Goethe, hvorledes den unge Werther tager sit eget liv, efter mødet med den umulige forelskelse og den guddommelige natur. Vores patient er nu den unge Werther, han er ved at dø af nyresvigt i stedet for ulykkelig kærlighed. Vi giver ham valget mellem dialyse og MMU. Werther ønsker blot MMU og en smuk romantisk iscenesat død. Men nu protesterer hans familie, denne smukke begavede unge mand DIALÄSEN 5.2015 skal ikke have lov at dø, vi skal gøre alt for ham, og selvfølgelig dialysere ham. Mens vi diskuterer, forsvinder Werther stille ud af døren og søger døden i havet. Werther fi k sin romantiske død, men udviklingen stopper ikke. Lægevidenskaben udvikles, hospitaler bygges og pludselig er vi rejst til det 20. århundrede. Døden er rykket fra hjemmet til hospitalet. Den er blevet klinisk, et tabu, den tilhører sygehuset og for familien er der faste besøgstider. Gud er erstattet af Overlægen og hans barmhjertige samaritanere, sygeplejerskerne. Patienten følger lægens anvisninger blindt og tager taknemmeligt imod dialysebehandling. Men rejsen gennem tiden har slidt på patienten, han er blevet en gammel mand på 70 år. Men dialysebehandling er endnu kun for de unge patienter og lægen tilbyder som konservativ behandling min MMU pakke. Dialyse og MMU lever side om side. Vores behandlingstilbud bliver stadig mere omfattende, omkring årtusindeskiftet bliver selv ældre patienter og patienter med andre alvorlige sygdomme tilbudt dialyse, kun få tænker på MMU som en mulighed. Overlægen er ikke Gud længere. Sygeplejerskernes og patienternes indfl ydelse stiger. De pårørende kan komme og gå på hospitalet når de vil, man har ingen mulighed for at dø i eget hjem eller endog på et hospice. Døden er noget man skal nå til accept af og vores patient skal gennemgå Elisabeth Kübler Ross fem stadier, Fornægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept og det får han god tid til, mens han ligger koblet til dialysemaskinen de næste mange år. Tilbage til dagens Danmark på vores tidsrejse. Man behøver ikke længere at nå til accept af sin sygdom, man må godt 27 MATTON.SE